GRUNDLÆGGENDE BEGREBER i Expressive Arts
Expressive Arts som psykoterapi, pædagogik eller supervision lægger i sit teoretiske udgangspunkt stor vægt på nogle komplekse begreber som kunst, form, leg og dialog. Det er derfor afgørende i forståelsen af EXA, at have en fornemmelse af disse begreber og deres sammenhæng med det kliniske eller pædagogiske arbejde. Det følgende er et forsøg på relativt kort at give en sådan indføring. Der er i sprogbrugen taget udgangspunkt i terapeutisk arbejde med patienter, men forholdene gælder selvfølgelig også i arbejdet med klienter og studerende.

KUNST
"Skulle det være kunst? Det kunne enhver da lave" er en sætning man kan høre i forbifarten på en udstilling af moderne kunst. Udsagnet peger på den dobbeltnatur kunstværket har: dels en "ting", f.eks. noget maling smurt på et lærred, og dels noget andet, som både er uløseligt forbundet med "tingen" og noget helt særligt, som løfter det malede lærred til en anden kategori; kunstværket. Martin Heidegger udtrykte det på sit lidt kryptiske sprog således: "... det tingsmæssige i kunstværket er som en underbygning, ind i hvilken og hvorover det andet og egentlige er bygget". (Heidegger, M. "Kunstværkets oprindelse" Gyldendal 1996). Det er dette andet, som er kunsten. Og som altså nogen gange kan være svær at få øje på, hvorved lærredet forbliver bare en ting, som enhver kunne have lavet.

Kunst er således ikke noget absolut og fastlagt. Den kræver at blive opdaget - både af kunstneren og siden af tilskueren. Som sådan kan man sige, at kunsten opstår i samspillet mellem en ting (det malede lærred) og et menneske (kunstneren og tilskueren). Både billedets tingslige kvaliteter som farve, form og struktur og betragterens måde at betragte på er afgørende for, at kunsten "sker". Ved at betragte farverne og formerne på lærredet tilstrækkelig længe med åbent sind kan man få oplevelsen af, at et værk begynder at åbne sig. Der opstår noget andet; følelser, fornemmelser, erindringer, fantasier dukker op på den indre nethinde, eller er det på lærredet? Det kan føles som lidt af en åbenbaring: "Sådan er det!", men hvis nogen spørger til oplevelsen, er der næppe ord. Man kan bare pege på det bemalede lærred og gentage: "Det er lige sådan det er". Og måske står tilhøreren måbende og siger: "det er da bare noget maling på et lærred, det kunne enhver da lave".

Der er derfor ikke noget at sige til, at diskussionen om, hvad der er kunst og hvad der ikke er kunst, er endeløs. For at være kunst kræves, at der er noget at få øje på, noget som har betydning. I samfundssammenhæng ender kunst med at defineres udfra, hvilke værker der "åbner sig" og taler til flertallet af kunstkritikere.

Jeg har her taget udgangspunkt i billedkunsten. Kunsten i sig selv er dog den samme, hvad enten den er indlejret i en dans, et skuespil, et digt eller et stykke musik. Ikke sådan forstået, at der ikke er forskel på de kunstneriske medier, og hvad de kan sige os. Men kunsten, det egentlige, synes at have samme karakter og springe fra de samme kilder, hvad enten det er bundet i poetiske ord, toner eller farver.

Kunstværket giver sin betydning uafhængigt af kunstneren gennem direkte sansning, og betydningen vil derfor have en anden karakter end den, som er bundet til vores logiske tænkning. Om dette siger en digter: "Det kunstneriske udtryk henviser til den skabende magt, som er hemmelig, ikke til kunstneren som person. Det er en misforståelse. Jeg vil ikke afskrive digteriets mulighed for erkendelse, men jeg har ingen forestilling om den store sammenhæng. Derimod tror jeg på sansningens muligheder som fragmentarisk orientering i tilværelsens mærkelige sammensurium".
(Jørgen Gustava Brandt i interview til weekendavisen 6.9.2001).

Kunsten bringer altså en slags orientering i tilværelsen. Og denne orientering er bundet til vores sanser og åbner mulighed for erkendelse. Som sådan er kunsten forskellig fra den almindelige ting, som nok sanses, men som ikke åbner for erkendelse, og forskellig fra filosofien og faglitteraturen, som nok tilbyder en slags erkendelse, men en entydig erkendelse uden relation til vores sanser. Heroverfor er erkendelsen i kunstværket flertydig og lader sig ikke gerne forklare.

Den danske teolog, K.E.Løgstrup udtrykker det sådan, at kunstværket gennem sin sanselighed bringer os nær oplevelsen af verden: "Vor tilværelse oplyses eller afsløres af kunstværket" (Løgstrup, K.E. "Kunst og erkendelse" Gyldendal 1983).
Et andet sted siger Løgstrup: "Hvad der blot gik for sig helt ude ved randen af vores bevidsthed, hvad der blot var en anelse, det gør kunstneren til det centrale - og det viser sig at være det centrale. Vi bemærkede det knap nok, det gik os forbi, fordi vi ikke evnede at udtrykke det eller give det form"
(Løgstrup, K. E. "Kunst og etik" Gyldendal 1961/95)

Kunstværket bringer noget i fokus, som er vigtigt for os. Det centrale. Det som Heidegger kalder det "det værendes sandhed". Det tilbyder os en betydning, som vi ikke kan finde andre steder end i kunsten. Og det gør det gennem en form, der taler til vores sanser.

Ud fra disse betragtninger er det ikke så sært, at der altid har været kunst, hvor der har været mennesker. Kunsten er den eneste måde, vi kan fortolke vores væren i al dens kompleksitet uden at forråde den mangetydighed og åbenhed, der må til, hvis vi ikke skal fryse til is.

Enhver teenager i dagens Danmark lytter til musik. Spørger du dem, om de derved fortolker deres væren, vil de nok glo måbende eller synes, at du er total latterlig. Men de vil sandsynligvis heller ikke kunne forklare fænomenet på anden måde. "Det lyder bare godt". Hvad denne iagttagelse peger på er, at kunstens sandhed eller værensfortolkning foregår helt uden om vores bevidste opmærksomhedsfelt. Musikken er som et sprog, der taler direkte til sjælen gennem høresansen og opleves meningsfuld. Også selvom denne mening sjældent kan udtrykkes i ord. Musikken - og de andre kunstneriske medier - kan således udtrykke mening på en helt unik måde. Lyt til de første strofer af Betovens 5. Symfoni; det er dramatisk og storladent. Men en forklaring på, hvad oplevelsen egentlig er, er nærmest umulig. Det er som om musikken udtrykker netop dette på den eneste måde, det kan udtrykke sig på. Derfor er det så umuligt at forklare kunst. Et forsøg på at forklare meningen med et billede eller et stykke musik vil ofte ende som en amputerende voldtægt af kunstværket. Amputerende fordi så meget går tabt og voldtægt, fordi den mening, som i kunstværket formidles åbent og flertydig, i forklaringen vil lukke sig i forklaringens entydighed.

Jeg vil hævde, at kunst er det eneste sprog, det psykiske liv kan udtrykke sig ubesværet i. Et sjælens sprog. Som sådan er kunsten en måde, hvorpå psykisk materiale kan udspille sig på en fysisk måde. En måde hvorpå det indre liv gives eller skabes som en form, der kan opfattes umiddelbart af andre gennem sanserne.

AT GIVE FORM
At give form er en måde at søge eller skabe mening.

Vi former konstant vores verden på mange planer; lige fra den måde vi går klædt og organiserer vores hverdag til vores sprogbrug og vores arbejde.

Sprogligt kan begreber og metaforer ses som sproglig form, der giver sproget og vores tænkning mening. Et begreb som "det ubevidste" er en sådan sproglig form som refererer til nogle erfaringer og knytter dem ind i en meningsfuld sammenhæng. Uden dette begreb var der ting, der ikke kunne tænkes på samme måde. Når et begreb giver god mening for os, siger vi, det er sandt. Og vi kommer alt for let til at se denne sandhed som noget absolut og evigt, - indtil det forandres og nye former opstår. At skabe sproglig form står i centrum i mange analytisk orienterede psykoterapier, som narrative fortællinger eller meningsfulde tolkninger. Også indenfor psykiatrien kan man se diagnoser og symptomer som forsøg på at skabe faste sproglige former til at kunne håndtere (tænke på og tale om) vanskelige ting.

At skabe kunst er en ren formskabende aktivitet, som bl.a er kendetegnet ved, at vi ikke kan skille form og indhold. Det giver næppe mening at udtrykke indholdet i Mozarts requim på andre måder end at spille det, eller gengive Van Goghs solsikker uden at vise dem. Kunstværket syntes at adskille sig fra logisk-sproglige former ved sin evne til at udtrykke sig mangesidigt, komplekst og nuanceret med en kraft, som rører og bevæger os hinsides sproget.

Den danske filosof og teolog K.E.Løgstrup mente, at det er muligheden for at forme, som fundamentalt set gør os menneskelige. Han skriver i sit klassiske værk "Den etiske fordring" fra 1956, at det hører med til vores liv, at have behov, som kræver af os, at vi giver dem form. Uden form kan de ikke fyldes. At give vores liv form er således en grundlæggende fordring. Også vores adfærd giver vi form som vores opførsel. Denne kræver af andre at forholde sig til og dannes omvendt ud fra de andres forholden sig til min opførsel. Det er således ved at forholde sig til andre og til verden, at vi får form og kommer til os selv. Løgstrup sætter på denne måde menneskets evne til at skabe form i centrum af selve det, at blive til som menneske.

Et andet sted skriver Løgstrup: "Der er ting i vores liv, som ikke tåler formløshed – især det, der er mest liv i. I formløsheden ødelægges det; det mest levende forlanger et bundet indirekte udtryk: et medie." Og videre: "Skønheden - det æstetiske, det formede - bringer os verden nær på en måde, som det dagligdags trivielle ikke kan det. Poesiens, kunstens opgave er at give os verden, tingene, naturen og "den anden" tilbage. At binde udtrykket og derved opdage verden."

Det, som der er mest liv i, er bl.a. lidelsen, glæden, opløftelsen og det næsten ubærlige. Ting som moderne psykologi har vænnet os til at tænke på som psykiske fænomener adskilt fra det fysiske. Det radikale i Løgstrups tanker er, at det ikke kan eksistere, og dermed heller ikke opstå, forandres eller forsvinde, medmindre det har en form. Kunsten kan således opfattes som en nødvendighed i omgangen med de psykiske kræfter, ikke mindst når vi har at gøre med de svære og smertefulde erfaringer eller ønsker forandringer.

En kunstner udtrykker det således: "Hvis alting er proces, bliver vi værket – lukket inde i vores menneskelighed. Men når vi har værket, bringes noget andet ind i verden. Når der ikke er et værk til at møde – blive nærværende, bliver man et med historien, - og får derfor ingen historie." (Søren Ulrik Thomsen i Kritik nr. 110).

Med kunstværket bringes noget andet ind i verden som vi kan møde og blive nærværende ved og som forlener os med historie. Vi får form ved at bringe noget andet i form.

Også symptomer og livsmønstre kan være måder at give form til sjælelige kræfter, som søger et udtryk. Ud fra denne betragtning, synes det indlysende, at psykoterapi for at være virksom må tilbyde andre muligheder for at skabe form og dermed mening i erfaringerne. Og dette gøres ingen steder mere direkte end i den kunstneriske stræben.

I sin poetik "Mit lys brænder" skriver Søren Ulrik Thomsen: "At blive til som form er den eneste mulighed, man har for at træde udenfor (overskride) og betragte (reflektere) sig selv i sin objektivitet. Poetikkens opgave er at redegøre for betingelserne for således at objektivisere det subjektive og subjektivisere det objektive; at producere form og producere sig selv som form."
Subjekt og objektkategorierne opløses, tilbage er kun en form, et værk, som giver os vores form som mennesker.

DIALOG
Når vi har formgivet noget, får vi mulighed for at træde et skridt tilbage og betragte eller lytte til værket. Mellem os og det formede opstår en adskillelse som muliggør en dialog, en udveksling. Værket kan tale til os, og vi kan svare. Noget af det, som før var "inde i" og uformet, er nu derude i verden og har form, som kan gøre noget ved os. Måske bliver vi triste af det lyse billede, måske vækker det et raseri, som kan blive baggrund for en ny form, når vi kaster en mørk klat maling på det lyse billede eller river det i tusinde stykker. Og i denne proces sker en stadig udveksling mellem kunstner og værk. Egentlig starter dialogen allerede ved første penselstrøg (tone, bevægelse, ord ). Billedet går sine egne veje; det udfordrer, driller, trøster eller forsvinder og vi følger med eller kæmper imod - i denne dialog opstår værket. Gennem dialogen skabes ikke kun værket, men også kunstneren.

Vi siger, at et kunstværk "taler til os". Et billede kan pludselig bringe tårerne frem, mens alle de andre berømte billeder på udstillingen forbliver tavse. For nogle er malerkunst nærmest meningsløs, mens måske opleves teatrets magi eller bluesmusikken som stærke og meningsfulde udtryk. Ved at arbejde gennem noget tid med en kunstdisciplin, vil den for de fleste begynde at åbne sig. Det samme gælder det enkelte værk - når vi sidder med det tilstrækkeligt længe, vil det efterhånden begynde "at tale". Og den dialog, der her opstår, bringer os nye erfaringer. Det kræver derfor en indsats, stor eller lille, at opleve kunst. Og indsatsen svarer meget til det, der skal bruges til at skabe kunst. Kunst er derfor ikke det samme som underholdning, selvom det somme tider kan være meget underholdende. Kunst taler til os, når vi lytter. I vores svar ligger i sig selv en mulighed for at skabe ny form, og dermed at finde ny mening i vores liv.

Udover dialogen med kunstværket, giver arbejdet med kunsten også en ramme for dialogen med andre mennesker. I psykoterapi med mennesker, som har vanskeligheder ved at omgås andre eller som bliver angst ved nærvær f.eks. p.g.a. skizofreni, giver dialogen med værket en "aflastning" af samværet og en konkret forankring af dialogen, som nedbringer angsten og letter dialogen med terapeuten.

Helt enkelt kan det siges: Det er udvekslingen, dialogen med værket og med andre mennesker, der former, bevæger og forandrer os. Kunstterapiens styrke er, at dialogen ikke begrænser sig til en sproglig udveksling med terapeuten, men kan ske gennem alle sanser med de værker, vi selv skaber.

LEG
Se en lille fyr som lige har lært at gå: Han stopper op ved hver stol, potteplante og køkkenskab for at prøve, hvordan det lyder at slå på, mærke hvordan det føles, undersøge om det kan vendes på hovedet eller sættes oven i hinanden. En tilsyneladende formålsløs moslen omkring, som er særdeles energikrævende. Nogen siger, at barnet på denne måde lærer sin verden at kende. Men pigen på 12 år som "falder i staver" med at hælde rundt med vandet i stedet for at vaske op, - hun vil givet få mere læring (i traditionel forstand) af at følge med i fysiktimerne i skolen eller foretage egentlige forsøg med vands egenskaber. Hun leger bare. Det lille "bare", som afslører en let nedladende foragt eller irritation fra de voksne, som har alt for travlt til den slags.
Børnene leger bl.a. for at finde ud af, hvem de selv er og hvad verden er, to ting som ikke kan adskilles. De ser, hvad der er, bliver optaget af det og indgår i en nysgerrig og skabende dialog med alt omkring sig. De afprøver muligheder, deres egne og tingenes, helt uden andet formål end legen i sig selv. Og børnene går op i det med liv og sjæl. Tænk på en flok 10årige som sendes ud en snevejrsdag og kommer hjem 4 timer senere, sultne, våde og udmattede. For de legede bare så godt. De opildner hinanden ved at udveksle ideer til, hvordan legen skal fortsætte og inddrager hinanden for at gøre legen bedst mulig: "Skal vi sige, at jeg er kaptajnen, - så er I søuhyrer." Fortællinger, genrer og ideer tumler kaotisk frem i legen, der efterhånden skaber sit eget meningsunivers, som børnene kan blive til som individer i forhold til. De lærer sociale kompetencer, vil nogle hævde. Men legen er mere end det. Den er netop legende, og hvis man skal tale om læring, ligger det på et langt mere fundamentalt plan end f.eks. at øve sig i at takle konflikter. Man kan måske sige, at børnene i deres leg lærer at være de mennesker, de er.

Legen frisætter de legende. På den ene side er alt muligt og tilladt. På den anden siden skal legen i sig selv respekteres. Dette gælder især, når man leger sammen, men også ved leg alene er der oftest en ramme; nogle regler der skal følges, en indre struktur som er alt andet end kaotisk. Spørger du drengen, der sidder alene med et kortspil, hvad der foregår, får du sandsynligvis en ganske kompleks forklaring på de selvopfundne regler. Tydeligst bliver det, når børns forskellige regler tørner sammen, som da min søn blandede sig i min datters dukkeleg ved at kaste dukken ud af vinduet for at begå selvmord. Pigen så det som et brud på legen og reagerede med raseri og fortvivlelse: "han har ødelagt legen". Hendes voldsomme reaktion viste, hvor vigtig legen var for hende. Og han, - han ville bare lege lidt mere utraditionelt, formentligt fordi han fandt dukkelegen for stillestående og synes, der skulle ske noget mere. Men han havde ikke sikret sig fælles forståelse for legens præmisser, og derfor holdt legen også op for hans vedkommende. Eksemplet viser også, at forhandlingen og "de sociale kompetence" er nødvendige for at selve legen kan udfolde sig med flere aktører. Men det er ikke det primære. Det er legen selv. Læringen er således et biprodukt af legen.

Spørger man børn, hvorfor de leger, vil svaret være noget i retning af "fordi det er sjovt". Der er noget lystbetonet selv ved alvorlige lege. Men det gælder ikke en hvilken som helst leg. Lege kan "udtømmes", når de er leget tilstrækkeligt. Og forskellige børn foretrækker forskellige lege i forskellige perioder. Der skal være et vist mål af udfordring eller nytænkning; hvis legen er for let eller for svær bliver den kedelig. Men fordi legen hele tiden skabes på ny af de legende, er det ikke noget problem. Man kan måske sige, at børn er gode til at skabe de lege, de har brug for.

Kunst er leg. Det engelske ord "play" henviser både til musik, teater og leg. Og legen med roller, med musikinstrumenter, med kroppen og farverne glider umærkeligt over i teater, musik, dans og billedkunst. Nogle vil måske synes at kunst er mere alvorlig end leg, men jeg er ikke enig. Se børn (eller voksne) lege med en alvor som gjaldt det selve livet, og se et par musikere improvisere uforpligtende sammen. Det er rigtigt at leg i nogle tilfælde kan være ret fjollet og helt uforpligtende, men kan kunst ikke også være det ? Forskellen mellem kunst og leg viser sig tydeligst, hvor legen bliver så struktureret og snæver, at det kreative element kommer til at spille en underordnet rolle som i sport og computerspil. Man kan derfor ikke omvendt sige at leg er kunst. Men kunsten forudsætter en leg med materialer, hvorved noget nyt får form og formidler noget meningsfuldt. Kunstneren, som den legende, går til det nærværende med eksperimenterende nysgerrighed. Som barnet kommer til verden og dermed til sig selv gennem legen, får kunstneren form, ikke blot som kunstner men som menneske, af den form, hun skaber. Begge dele er ladet med betydning og rummer evnen til at etablere mening.

Man kan sige at kunst er en leg med materialer, der skaber mening. Evnen til at trække vores patienter ind i legen med materialerne, er helt afgørende for en vellykket kunstterapi.
For deprimerede eller skizofrene patienter er det ofte et problem, at evnen til at lege er forsvundet eller mindsket og dermed også muligheden for at reorientere sig gennem en legende attitude. Den manglende leg fastlåser det indre univers. For mange af disse mennesker vil det, at komme til at lege i sig selv opleves befriende, - men de har brug for hjælp til at komme i gang. For andre, som en mindre syge, kan vanskeligheder med at lege også være et stort problem, som må tages fat i før noget som helst andet.

Som kunstterapeuter må vi derfor kunne lege; opgive alle vores forkromede teorier for en stund og få øje på mulighederne. Vi skal kunne grine og vende tingene på hovedet uden at miste alvoren, og vi skal kunne kaste os ind på legepladsen med vores patienter (klienter og studerende). Vi skal lege for at hjælpe dem til at lege. Først når patienten tør slippe sine mere eller mindre realistiske forestillinger om, hvad hun skal, og overgive sig til legen, kan forandringen finde sted.

I vores erindring om barndommens legeunivers har vi alle en indre model for legen: denne afsøgende, skabende attitude, etablering af det helt rigtige univers, optagetheden og nærværet, og den umættelige nysgerrighed sammen med den utrættelige energi uden noget bestemt formål ud over processen i sig selv. Det er bl.a. det, vi søger at etablere i det kunstterapeutiske (eller –pædagogiske) værksted. For kun gennem legen har vi mulighed for at træde ud af hjemløshedens omstrejfen og finde et alternativ til fortvivlelse (Nietzsche).

Hanne Stubbe Teglbjærg