EXPRESSIVE ARTS COACHING

Arbejdsmetoden EXA Coaching er udviklet af fhv. rektor for European Graduate School, Prof. emer. Paolo Knill og Dr. phil. Herbert Eberhart.
Denne artikel er inspireret af kap. 2 “Foundations for a Theory of Practice” skrevet af Paolo Knill i bogen “Principles and Practice of Expressive Arts Therapy: Toward a Therapeutic Aesthetics” (Knill, Levine & Levine 2005).
Knill indleder med at betragte forandringsprocesser fra en historisk vinkel. Ritualet har gennem tiderne spillet en betydningsfuld rolle, når individer bevæger sig fra én livsfase til den næste. Man kan betragte ritualet som en container, hvori forandringssituationen indrammes i tid og sted, den har en struktur. Knill vælger at benævne denne som ritualets arkitektur. Nogle rituelle containeres karakteristika afhænger af kulturelle traditioner, mens andre er universelle. Én form for forandringsritualer er rite de passage (overgangsritualer), der er forandringsritualer vedrørende sociale roller og livscyklussen fødsel til død. I den vestlige kultur har vi f.eks. optagelsesceremonier, afsluttende eksamener, bryllupper, begravelser, ligesom indførelse i en bestemt profession kan betragtes som et (længerevarende) overgangsritual.
Knill ser både coaching- og terapisessionen som en form for genskabelsesritual, som den hjælpsøgende tager del i. Knill anvender termen genskabelsesritual i stedet for helingsritual for at anerkende det faktum, at et menneske kan hjælpes og lindres i sin nød uden at vedkommende bliver helbredt. I den vestlige kultur inkluderer genskabelsesritualer alle former for psykoterapi, vejledning, supervision, coaching og religiøse helingsritualer. Den følgende tekst omhandler udelukkende coaching som genskabelsesritual, hvor coachen er ansvarlig for ritualets struktur.
Inden strukturen af Expressive Arts Coaching-sessionen beskrives skal to vigtige EXA-begreber introduceres. Først begrebet “range of play” eller på dansk: spillerum.

Spillerum
Et af Paolo Knills statements er "suffering is lack of play range" – “lidelse er mangel på spillerum”, hvor spillerum skal opfattes i en både fysisk, mental og social sammenhæng. I vanskelige eller problematiske situationer føler man ofte, at man “sidder fast”, “står i stampe”, “har malet sig ind i et hjørne” , “har ryggen mod muren,” “har fået sine vinger stækket” etc. Alle sammen udtryk for et begrænset og indsnævret handle- eller spillerum.
Hensigten med en coachingsession er det modsatte, nemlig at coachee får udvidet sit spillerum og dermed oplever en større handlefrihed i forhold til den aktuelle livssituation. Al forandring er udvidelse af ens referenceramme – ens eget spillerum.

Decentrering
Et andet centralt begreb i Expressive Arts Coaching, er “decentrering”, som derfor uddybes nærmere. Dr. Paul Watzlawick (1983) har demonstreret, at fokusering på den problematiske situation har en tendens til at producere “mere af det samme” og forværre situationen.
Decentrering er betegnelsen på bevægelsen væk fra de snævre tanke- og handlemønstre, der betegner coachee´s hjælpeløshed i pågældende situation. Det er en bevægelse mod en åbning af overraskende og uforudsigelig karakter, en erfaring med den imaginære verden (Knill, Levine & Levine, 2005 s. 83) (egen oversættelse).
Decentrering handler om, at i stedet for udelukkende at koncentrere sig om problemet, så går man andre steder hen, man laver en decentrering, beskæftiger sig med noget andet, for om muligt at åbne døren til uventede løsninger. I EXA - sammenhæng betyder decentrering derfor at engagere og fordybe sig, blive optaget af noget andet og på den måde forlade den problematiske sag for en stund. Det “andet” er i Expressive Arts Coaching det kunstneriske arbejde. Knill ser decentrering som en nødvendig forudsætning for en alternativ erfaring af verden (ibid., s. 83). Med en alternativ erfaring af verden mener Knill de oplevelser og erfaringer, man kan få i det kunstneriske (imaginære) rum, der er en “anden virkelighed”, et alternativ til den daglige virkelighed, som fokuspersonen kommer fra og skal tilbage til.

Expressive Arts Coaching - struktur
Strukturen for en Expressive Arts Coachingsession illustreres af nedenstående figur og processens forløb uddybes i efterfølgende afsnit.


Coachee´s liv
Oplevelser som coachee har haft i sin daglige erfaringsverden før sessionen
Åbning af sessionen
Etablere forbindelse til coachee´s daglige erfaringsverden;
den sag/det tema, der optager ham
Bro fra hverdags-virkeligheden
Overgang og guidning til den kunstneriske skabelse/leg
SERVE

Kunst
Leg
Ritualer
Oplevelser som coachee har i en alternativ erfaringsverden, i det imaginære rum.
Decentreringsteknikker
MORE
Orienteret mod kunstværket, legen eller ritualet
Langt fra eller tæt på fokuspersonens tema/sag.
Kunsten tjener kun sig selv.
Æstetisk respons
Aner- og erkendelse af oplevelsen med kunst/leg/ritual.
SUPER
Høst: Bro til hverdags-virkeligheden
Høste essensen af den æstetiske analyse for at guide coachee fra den alternative virkelighed tilbage til hverdags-virkeligheden og...
Afslutning af session
...etablere forbindelse tilbage til åbningen af sessionen
Introduktion af hjemmeopgave.
Coachee´s liv
Coachee´s oplevelse af sin “sædvanlige verden” er udfordret og/eller forandret


Varigheden af en individuel coaching-session afhænger af hvor og i hvilke sammenhænge man praktiserer. I en institutionel ramme er en session oftest på 60-90 min. Når der arbejdes med grupper er det hensigtsmæssigt at tilbyde sessioner af længere tids varighed.
Selv i korte coaching-sessioner er der en åbning og en afslutning. Hensigten med åbningen er at skabe en forbindelse til den verden som coachee kommer fra og i afslutningen er det væsentligt at forbinde den oplevelse, han har haft i coaching-seancen, med den verden han er på vej ud i.

I Expressive Arts Coaching benytter man løsningsfokuserede spørgsmål i åbning og afslutning af sessionen.

Coachen (hun) stiller derefter flere uddybende spørgsmål for at danne sig et billede af coachee´s (hans) situation, hvorefter hun hjælper ham med at formulere et helt konkret spørgsmål i relation til det tema, han ønsker at udforske.

Decentreringsfasen i Expressive Arts Coaching-sessionen, dvs. den alternative erfaringsverden, indrammes af to overgangsfaser også kaldet 1. og 2. bro.
Via 1. bro forlader coachee sin problemstilling og det spørgsmål, han har formuleret i sin indledende løsningsfokuserede coaching-samtale. Han bevæger sig hen mod decentreringsfasen og det kunstneriske arbejde i værkstedet.
Coachen leder derefter coachee ad 1. bro fra “talemodus” til “handlemodus.” I denne overgangsfase arbejder coachen ved hjælp af akronymet
SERVE:
S - Sensitize, dvs. øge fokuspersonens følsomhed og modtagelighed, vække de sanser, der er involverede i den kunstneriske proces, (f.eks. fysisk opvarmning, meditativ lytning, sanseudforsknings-gåtur etc.)
E - Explore, fokuspersonens udforsker materialet (f.eks. et musikinstrument, en bevægelse, farver/papir) indenfor den ramme, der gives af coachen.
R - Repeat, fokuspersonen gentager sin udforskning og videreudvikler materialet.
V - Validate, coachen bevidner og validerer det, fokuspersonen frembringer.
E - Experience, fokuspersonen er nu klar til at forbinde erfaringen fra den indledende guidning med det kunstneriske arbejde i decentreringsfasen.

Gennem coachens instruktioner faciliteres coachee til at engagere sig med sine sanser og sin forestillingsevne/fantasi inden for den givne ramme. Begrænsninger hjælper ham til flere opdagelser. Eller mere poetisk: Den kunstneriske frihed fødes af begrænsninger.
I valg af kunstnerisk modalitet og metode arbejdes ud fra devisen “Less is More”:
M - Material, f.eks. 3 bevægelseskvaliteter, 4 toner, 3 farver, 2 replikker.
O - Organize, processen organiseres således at undersøgelsesmetoden og kunstmodaliteten er interessant og motiverende for fokuspersonen.
R - Restrict, opsæt begrænsninger i forhold til materiale, tid, rum etc.
E - sensitize towards Emerging shapes, dvs. øge coachee´s modtagelighed i forhold til det kunstværk, der begynder at vise sig (ved hjælp af den æstetiske responsfase (se senere).

Coachen kan f.eks indlede det kunstneriske arbejde med en enkel og præcis improvisationsstruktur.
Coachee går nu i kast med at lege med materialet og skabe et kunstværk. Dvs. engagerer sig i decentreringsfasen.
Når det kunstneriske arbejde afsluttes guides coachee igennem en æstetisk respons.

Den æstetiske respons er en fænomenologisk beskrivelse, idet coachee forholder sig til fænomenet: f.eks. dansen, musikstykket eller collagen. Det er hans forsøg på en direkte oplevelsesbeskrivelse uden nogen overvejelse om oprindelsen eller årsagen til oplevelsen. En æstetisk respons har en kropslig oprindelse, den er sansebåret.
Det er f.eks. en sansning af når den helt rigtige farve, bevægelse eller tone fremkommer. Det er “yes”- oplevelsen! Det er “a felt sense” - en følt sansning.

Under den æstetiske respons arbejder coachen ved hjælp af akronymet SUPER:
SU - “Staying on the sUrface” - respons i forhold til kunstværk og proces; dvs. samle data, der er relateret til perception: høre-, syns-, lugte-, smags- og kinæstetisk sans (uddybes nedenfor).
P - Process - respons i forhold til forløbet af den kunstneriske proces.
E - Experience - respons i forhold til erfaringen/oplevelsen i “den alternative virkelighed”
R - Rounding up - f.eks. find en titel, opførelsessted eller “hvordan vil du huske dette kunstneriske arbejde?”


Staying on the surface of the matter
betyder, at coachee forholder sig kropsligt/sanseligt til:
  • produktet/kunstværket
  • processen
  • materialet
  • rammen
The truth lies on the surface - Man ser på fænomenet på dets egne betingelser - fra en kunstners synsvinkel og på denne måde undgås
  • “dybdegående” psykologiske analyser
  • fortolkninger eller associationer
  • vurderinger/bedømmelser
  • symbolske fortolkninger
  • at finde mening, mulige forklaringer med/på det, der sker i processen.

Hvis coachee bruger metaforer i løbet af den æstetiske analyse accepteres disse naturligvis, men coachen ansporer ikke til videre fortolkning af disse.
I den æstetiske analyse er coachee og coach optagede af “dét, der ER” og vi befinder os stadig i “den alternative virkelighed.” Der stilles derfor ingen “hvorfor” - spørgsmål.
I denne fase i Expressive Arts Coaching sker der en erfaringsopsamling. Metaforisk kan man sige, at coachee høster frugterne af det kunstneriske arbejde, han udførte i decentreringsfasen. Derfor benævnes overgangsfasen (2. bro) mellem decentrerings fasen og afslutningen af sessionen som ”høsten”.

2. bro: Høst
I denne fase guides coachee fra den alternative virkelighed tilbage til hverdagsvirkeligheden. Der skabes en forbindelse mellem sagen (temaet fra åbningen) og erfaringerne fra decentreringsfasen. Høsten er tiden hvor coachee iagttager “Hvad er faldet i min turban?” Her engageres han i spekulationer og opstilling af hypoteser. Det primære spørgsmål som coachen stiller i denne fase er:
  • Hvis alt det, du gjorde og alt det, der skete under dansen (dvs. i decentreringsfasen) kunne have noget med den situation, du fortalte om i starten af sessionen – hvad ville det så være?

You don’t translate the art into the solution. But maybe the experience with the arts has a relationship with your daily life (Paolo Knill).

Indsigterne og erfaringerne fra høsten konkretiseres i “Integrationsprocessen”, hvor coachen stiller flere afklarende løsningsfokuserede spørgsmål og sessionen afsluttes ved, at coachen definerer en overkommelig hjemmeopgave for coachee og laver en kontrakt.

Herfra går coachee videre ud i verden, forhåbentlig udfordret og beriget af erfaringerne fra den kunstneriske proces og med følelsen af et større spillerum i sit liv.


Anvendt litteratur
de Jong, P. & Berg, I. K.( 2006) Løsningsfokuseret samtale. København: Hans Reitzels Forlag.

Hopwood, L. & de Shazer, S (1994) From here to there and who knows where: The continuing evolution of solution-focused brief therapy i: Elkaim M. (red.) Therapies familiales: Les approches principaux (s. 555-576). Paris: Editions de Seuil.

Knill, P.J. & Levine E. G. & Levine S. K. (2005) Principles and Practice of Expressive Arts Therapy. Jessica Kingsley Publishers.



Marianne Ruth Kristensen